Asperger Forældregruppen

Ved distriktspædagog Lene Kongsbak
og distriktspædagog Lone de Vroom
ved Børne- og Ungdomspykiatrisk Hospital i Risskov

I oktober 1994 tog vi, Lene Kongsbak og Lene de Vroom, distriktspædagoger i ambulatoriet Børne- og Ungdomspsykiatrisk Hospital i Risskov, initiativ til at starte en forældregruppen for forældre til børn med Aspergers syndrom.

Ideen opstod, da vi gennem flere års vejledning så behov for, at forældre i samme situation kunne have glæde af at mødes med hinanden.

I vort daglige arbejde på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Hospital er vi en del af et tværfagligt team, der forestår undersøgelse og diagnosticering af henviste børn og unge.

Efterfølgende en undersøgelse har vi kontakt til familierne med støttende samtaler, derudover er det vort arbejde at formidle den børne- og ungdomspsykiatriske undersøgelse således, at denne kan anvendes i den pædagoiske praksis i dagligdagen både i skole og fritid og i dagligdagen hjemme i familierne.

Det er vores erfaring, at dette tager tid, hvorfor efterbehandlingsforløb, som oftest er flerårige.

Samværet med forældregruppen foregår i lokaler på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Hospital. Vi fungerer som koordinatorer og igangsættere af disse arrangementer, som finder sted fire aftener om året, to lørdage samt en søndagsudflugt.

I gruppen er børnene i alderen 6-20 år repræsenteret, og børnene og deres familier bor i Århus amt.

Vi har beskæftiget os med følgende emner:

  • Erkendelsen af det at have et handicappet barn
  • Skoletilbud og udveksling af erfaringer om integration i Folkeskolen med eller uden støtte eller specialtilbud, såsom centerklasser eller Amtets heldagsskole.
  • Udveksling af erfaringer om koloni, lejrophold, planlægning af sommerferie, hvordan tilgodeses alle børn i familien, så behovet for en vellykket ferie dækkes
  • Oplæg om diagnosen Aspergers syndrom og beslægtede tilstande, her den nyeste forskning indenfor området.

Herudover udveksler forældrene og vi kendskab til ny litteratur indenfor området, kommende kurser og konferencer.

Ved hvert arrangement er der en livlig udveksling blandt forældrene og udover de nævnte oplæg med efterfølgende diskussioner er der i gruppen blevet talt en del om, hvordan og hvornår man taler med børnene om deres handicap, hvordan man formidler en forståelse til familie og venner, om opdragelse og, hvad det betyder for den enkelte familie - for søskende, at man har et barn med dette handicap.

Da gruppen efterhånden har bestået i mange år, er forældrenes behov meget forskelligt alt efter, om barnet er nydiagnosticeret eller, det er forældre, som har været tilknyttet gruppen i mange år.

Lørdagene er derfor et forsøg på at tilgodese alle forældres behov, og her bliver taget temaer op, som vi tidligere i gruppen har beskæftiget os med.

En søndag eftermiddag i sensommeren arrangeres der en hyggelig eftermiddag med fælles kaffebord og tur til stranden for hele familien. De voksne nyder godt af at se hinandens børn, de ser, hvorledes børnene har fælles træk, men erfarer også, hvor forskellige deres børn i virkeligheden er.

Det er vores erfaring, at forældre og søskende ofte gør sig mange tanker om, hvordan andre familier, som har et barn med Aspergers syndrom, fungerer, og denne eftermiddag giver derfor mulighed for at opleve dette, hvor imod forældreaftenerne mere er de voksnes forum.

Der er gennemsnitligt 59 familier tilknyttet gruppen og på de enkelte aftener kan der være svingende fremmøde, men som regel er der 20-25 børn repræsenteret hver gang.

Forældregruppen her på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Hospital er et tilbud til forældre, hvis børn er blevet diagnosticeret i det psykiatriske system.

Vi har endnu ikke set os i stand til at åbne for andre forældre, der også måtte have et behov for en grupperelation.

Vi fortæller gerne om vores erfaringer til andre, der kunne have lyst til at starte noget lignende op, ligesom vi også kunne have lyst til kontakt med andre fungerende forældregrupper.

I forældregruppen har vi blandt andet talt om lysten til at lave et fælles arrangement primært for forældre til børn med Aspergers syndrom på landsplan, og vi hører også gerne fra andre, der kunne gå med de samme tanker.

Udover interesse for kontakt til andre forældregrupper er vi også interesserede i at blive kontaktet, hvis nogen har erfaringer, de kunne have lyst til at dele med os, evt. ved et oplæg i forældregruppen en aften.

Kontakt til gruppen kan fås ved hendendelse til:

  Lene Kongsbak og Lone de Vroom
  Børne- og Ungdomspsykiatrisk Hospital
  Harald Selmers Vej 66
  8240 Risskov
  tlf.: 86 17 77 66
  fax : 86 17 63 23.

Lene Kongsbak & Lone de Vroom, 1999

http://www.aspergerdk.org • asperger_dk@hotmail.com