Den vestdanske dynamo

Hvad kan man tage i leje for en prisbelønnet hospitalsdirektør? Den prissætning tumler Per Askholm Madsen i øjeblikket med. Om nogen har han smagt sejrens sødme. Først ved at stå i spidsen for Vejle Sygehus, som sidste år blev kåret som landets bedste, og nu ved at være frontmand på Skejby, der løber med samme titel.

»Vi har overvejet, at jeg skal lejes ud på halvårlig basis,« spøger han.

Han lægger ikke skjul på, at hans aktie i netop denne kåring blot når samme højder som nyslået græs.

»Jeg har absolut ingen fortjeneste i det her. Jeg går bare lidt rundt og hygger og laver grimme besparelsesplaner. Jeg har kun været her et halvt år, og det er gået med at nedlægge stillinger og afskedige folk. Jeg piller ved ressourcerne og forsøger at få produktionen i vejret. Det har åbenbart ikke skadet endnu,« siger Per Askholm Madsen.

Han griner, så man kan se et stort tyggegummi i hans mund.

Men han kan udmærket svare på, hvorfor Skejby stikker af med trofæet i år.

»Det er et rigtig godt mødested for fagligt engagerede, højt intelligente og arbejdsomme mennesker, der giver en stor del af deres hjerteblod for at gøre det bedre for vores patienter. Det har altid været et fremragende sted. På nogle områder vil jeg sige, at det har europæisk topklasse. Det er der ikke mange, der kan matche,« siger han.

»Det et fantastisk miljø, som jeg aldrig har set så sprudlende før.«

Per Askholm viser overtegnede de steder på sygehuset, som, han mener, er afgørende for, at Skejby er Danmarks bedste hospital. Som det første vælger han at fremhæve forskningen. Vi går ned i kælderen under direktionsgangen, hvor forskerne hører til. Normalt er der også grise dernede, men denne fredag eftermiddag kan vi ikke finde dem.

»Det er et af de steder, hvor man live udvikler teknikker,« fortæller Askholm med stolthed.
Skejby-ånden

Han hilser på folk på gangene. Det gør man på Skejby. Det får man at vide, når man begynder. Det er noget med den ånd, der er på stedet, som alle taler om, men som ingen kan forklare.

»Jeg var på besøg heroppe flere gange, inden jeg begyndte, for at finde ud af, hvori ånden bestod, og det har jeg ikke kunnet finde ud af. Og ingen kan sige det. Men gennemgående er her en utrolig positiv stemning, og man bruger ikke ret meget energi på stammekrige og konflikter. Det er overraskende lidt, jeg har set til det.«

Når Århus Universitetshospital, Skejby vinder titlen som Danmarks Bedste Hospital, skyldes det, at hospitalet på en række specialer når et fagligt niveau, som rækker ud over landets øvrige hospitaler. Ud fra en række kliniske data og læserafstemninger råder Skejby i øjeblikket over landets bedste nyremedicinske, pædiatriske og infektionsmedicinske afdelinger, og desuden er de bedst inden for thoraxkirurgi og hjertemedicin.

På nyremedicinsk afdeling sker det på trods af, at afdelingen i 2008 har lidt under det samme, som store dele af sundhedsvæsenet lider under: personalemangel.

»Vi har ydet en meget aktiv indsats, og det er lykkedes os at skaffe plejepersonale. Samtidig har vi haft en super lægegruppe, som ikke har pebet, men har hjulpet med at få enderne til at hænge sammen,« fortæller afdelingens ledende overlæge Stinne Kvist og summerer op, hvorfor afdelingen klarer sig godt:

»Vi har en fri dialog, hvor intet spørgsmål er for dumt, og hvor vi er opmærksomme på, at de ældre læger lærer de yngre læger.«

Hvem vil nusse?
Afgørende for, at Skejby vinder, er også, at hospitalet topper som læsernes foretrukne behandlingssted.
Det med at være nogens foretrukne har Per Askholm det en smule ambivalent med, fordi det ofte foranlediger kritik.

»Alle, der udmærker sig, bliver beskyldt for, at de er nogens kæledægger. Det kender jeg også fra Vejle. Mit modsvar er altid, at det er nok rigtigt, men man bliver kun nogens kæledægge, hvis man kan gøre sig så lækker, at der er nogen, der gider nusse med en.«

Askholm griner igen og siger så eftertænksomt:

»Det er temmeligt krævende at være kæledægge, for hvis du skuffer nogens forventninger, som hele tiden er meget høje, er man ikke kæledægge ret meget længere. Man skaber et forventningspres for sig selv. Og faldet er hårdt, hvis man ikke kan leve op til det.«

Vi går mod hjerteafdelingen, som tidligere på dagen har holdt reception, fordi den er kåret som landets bedste til behandling af hjerter. På vejen runder vi nogle plancher i forhallen med tegninger og fakta om det store tiltag, der er undervejs, Det Nye Universitetshospital. Eller den vestdanske dynamo, som Askholm forudser, det får karakter af.

Hospitalet bliver en gigant, og regeringens ekspertudvalg har i sin rapport netop anbefalet, at 6,3 mia. kr. skal sættes af til projektet.

»Man skulle være et skarn, hvis ikke man synes, at det er utrolig dejligt, at nogen vil lægge så mange penge i projektet. Men når man går lidt ned i tallene, er det mærkeligt, at to professorer i udvalget, som jeg ellers har meget respekt for, har opfundet nye regneregler, som jeg tror, de selv ville dumpe førsteårsstuderende på. De to er meget intelligente og fornuftige, så det er nok, fordi nogen har sagt, at der skal regnes på en bestemt måde. Det er det med, at pengene bruges flere gange, som man ser indimellem. Men det løser sig vel hen ad vejen,« siger Askholm.

Ud over den økonomiske udfordring ser Askholm også en kulturel udfordring, når antallet af medarbejdere skal mere end tredobles på Det Nye Universitetshospital.

»Ved så massiv indflytning er der risiko for tab af kultur. Og kultur er den vigtigste værdi.«
Samtidig nærmer de ildsjæle, der i sin tid var med til at opbygge Skejby, sig pensionsalderen. Og de bliver svære at erstatte.

»Pionererne har lagt blod, sved og tårer her, og meget af kulturen er båret af dem. Vi skal blive ved med at få positioneret, at det her er stedet at være, og vi skal blive ved at have noget at stræbe efter.«

Unik portørtjeneste
Mens Per Askholm holder fast i, at han ikke er den rette at hædre for, at hospitalet kan smykke sig med den flatterende titel, fortjener en anden mand ros for sin præstation.

Han er skaldet og vældig stærk. På stumtjeneren på hans kontor hænger en Harley-Davidson-læderjakke, og i vinduet står en tom Jolly-colaflaske og et foto af to børn. Han har sin baggrund i militæret, men i dag er 48-årige Morten Møller chefportør for en ualmindeligt velfungerende og vellidt portørtjeneste. Eller som chefsygeplejerske Vibeke Krøll siger:

»Jeg har aldrig mødt så kvalificeret en tjeneste som denne. Da jeg begyndte for seks år siden, var der en, der sagde: »Jeg vil gøre alt for Skejby.« Den tilgang glemmer jeg aldrig.«

Det billede genkender Morten Møller. Han har været på Skejby i 20 år og betragter portørerne som dem, der binder stedet sammen.

»På et stort sted som her har man pr. tradition gjort meget ud af at kvalitetssikre den enkelte afdeling, og det er sådan set fint. Men sammenhængen skal gå op i en højere enhed, og det er afgørende for det produkt, der kommer ud i sidste ende,« siger Morten Møller og fortsætter:

»Hvis det var en møbelfabrik, så er nogle gode til at lave skruer, nogle er gode til stellet, og nogle er gode til bordpladen. Når alle de her flotte ting er færdige, ligger de i en bunke, fordi der ikke er nogen, der har forholdt sig til det samlede forløb. Det sker nemt i en stor organisation. Her er vi logistikfolk afgørende for, at tingene kan lade sig gøre.«

Tjenesten omfatter ca. 75 portører, og dertil kommer de, der arbejder i posten, auditoriet og kapellet. Til sammen er de yderst stabile, og kun en gang har de været i strejke.

»For 12-13 år siden strejkede vi én dag i sympati med nogen. Vi kan ikke rigtigt huske hvorfor, men vi følte os lidt pressede til det,« siger Morten Møller.

Fortællingen om Skejby
Udnævnelsen af Skejby som landets bedste hospital er en manifestation af de visioner og dogmer, ledelsen på Skejby har arbejdet for i årevis. Det lyder banalt og klichetungt at sige, man vil være landets bedste, for vil alle ikke det?

»Muligvis,« siger Vibeke Krøll og fortæller, at en lignende målsætning dog ikke findes alle vegne.
»Jeg har været på et andet hospital tidligere, og der var det ikke legitimt at sige, at vi ville være rigtig dygtige. Det er ikke altid, kulturen er bygget op til det, og så regerer janteloven meget hurtigt. Det gør den ikke her.«

På Skejby er det legalt — ja vel nærmest pligt — at stræbe efter det højeste og først være tilfreds, når det opnås.

»Vi siger højt, at vi skal være de bedste. Her er en kampånd og en indre stolthed i organisationen,« fortæller cheflæge Kristjar Skajaa.

»Vi italesætter det på en anden måde end andre steder. Vi har arbejdet med en vision om, at vi skulle være i front. Bare det at samles om en vision betyder noget.«

Hele visionen er tegnet ind i et strategitræ, som i glasrammer pryder adskillige vægge på hospitalet. Træet skal være med til at sikre den gode fortælling om Skejby og få mange flere til at spire.
Til at begynde med kan et nyt kapitel om Skejby som Danmarks ubestridt bedste hospital tilføjes fortællingen.